Vi
forlod det drøndyre Antigua den 1. juni. Det var en dejlig solrig dag at
sige farvel til Caribien på. Vi havde forinden tanket masser af diesel,
da den forestående rute har ry for at kunne byde på masser af højtryk,
altså ingen eller lidt vind. Vi havde tanket op, så vi kunne køre for
motor i 8 døgn. (heldigvis blev det ikke nødvendig).
Vindretning
og hastighed var dog perfekt, da vi hev ankeret op og satte sejlene mod Azorerne.
Vi fik en god start på den 2175 mil lange tur.
Efter
2 dages sejlads røg rullestaget på Craigs nattevagt, det gav et
ordentlig brag, som fik de to kaptajner op på dækket på rekord tid. Det
var beslaget til forstaget, der sidder på bovsprydet, som gav op. Der
blev hurtig givet førstehjælp. Staget, hvorpå rullesystemet til genuaen
sidder på, blev gjort fast så det ikke hamrede mod båden. Næste morgen
gik håndværkerteamet så i gang med at lave reparationerne. Hertil blev
der brugt noget kæde, et par sjækler og en ny vantskrue, da den gamle
var taget på dybdedyk i Atlanten. Resultatet blev bedre end forventet,
men det har dog krævet en gang svejsning her på Faial.
Vi
mærkede allerede efter få dage, at vi var på vej nordpå. Det blev
KOLDT. For første gang i mange mange måneder oplevede vi at fryse. Først
blev strømper og trøjer fundet frem, siden hen bukser og sejlertøj.
Soveposerne blev ligeledes hevet frem af gemmerne. I løbet af 14 dage
faldt temperaturen 10 grader.
Vi
begyndte at opholde os mere og mere under læ, hvor vi hyggede os med
kortspil. Vi lærte Craig ”breme” og han lærte os ”juka”. Det
kunne vi få mange timer til at gå med hver dag. Vi fordrev også mange
timer med læsning. Det har været dejligt at have tid til at kunne
fordybe sig i en god bog.
Vi
forsøgte os med fiskeriet, som desværre ikke gav de fangster som vi
havde håbet på. Det startede ellers godt med både en baracuda og en
spansk makrel den første dag, men
så gik det ellers ned af bakke. Vi fangede løsslupne bøjer, gamle øl-
og sodavandskasser, en fjernsynsskærm. Det er faktisk skræmmende, hvor
meget skrammel, der befinder sig ude i midt af Nordatlanten. Hver dag
passerede vi de mærkeligste ting, hvis vi da ikke fangede det !!!!!
På
et tidspunkt kunne vi ikke forstå, at farten var aftaget. Det tydede på
at vi havde fået en halv til en hel knobs modstrøm. Det undrede os
noget, for der var ingen aftegninger af strømme på kortet, men sådan
var det sikkert bare. Hen under aftenen fandt vi dag forklaringen. Rene
opdagede hjørnet af et fiskenet ved båden. Det var synlig, når vi krængede
lidt, men forsvandt igen, når vi rettede os op. Dennis, Craig, Christoph
og Rene hev det op. Det viste sig at være et 8x3 m stort fiskenet, der
havde sat sig fast under båden. Derefter havde vi ikke mere modstrøm!!!!!!
Al
den ophobning af skrald skyldes, at vandet i området ofte er stillestående,
og omkranses af de store havstrømme. Det bevirker at flydende genstande,
læs affald, kan blive i samme område i lang tid. Og da der ikke kommer
nogen og fjerner skidtet, ophobes det efterhånden til en mængde, som kan
kaldes en flydende losseplads.
Den
13. havde Chris fødselsdag og det skulle jo fejres. Det er ikke det helt
store man kan diske op med midt på Atlanten, så det var om at være
kreativ. Vi ved alle, at Chris har en stor hang til lakrids, specielt
salmiaklakrids, så vi havde gemt en pose ”Super Piratos” til ham. For
at skabe lidt sjov lavede vi en lille ”case” for ham.
Chris’ vagt slutter
kl. 20, hvorefter han stille og roligt trisser ned i seng. Da det var sket
begyndte vi på forberedelserne. Lakridserne blev sammen med 2 kg bly fra
dykkergrejet, stoppet i en vandtæt boks, og da klokken slog midnat – og
det dermed var hans fødselsdag – bed der en fisk på krogen. Alle med
undtagelse af Craig, som havde vagten, sov og da fiskehjulet klikkede i
rasende fart, råbte Craig på alle, men mest på Chris. Han kom op til
hjulet og fiskestangen, og da der var ro på linen begyndte han at køre
ind. Craig sad deroppe og ”hjalp” Chris, så linen kørte ordentligt på
hjulet. Men hvad Chris jo ikke vidste, var at Craig samtidig justerede
stramningen af linen, hvilket betød at ”fisken” af og til stak af med
mere line. Det udviklede sig til en ganske hård kamp mellem ”fisken”
og Chris, der jo ikke ville give op, for fisk var jo ikke lige det vi
havde fået mest af.
Alt
imens kampen kørte på højtryk på agterdækket, kom vi andre ”sløve”
padder op, og vi fulgte nøje kampen med høje motiverende tilråb og et
videokamera….. Chris’ arm
var nu ved at gå i krampe, og Craig lod fisken tage en anelse mere line
– hvilket kun førte til flere tilråb fra tilskuernes side. Den
tidligere søvnige, nu ivrige lystfisker, lagde alle og også de sidste kræfter
i fiskehjulets håndtag, og han kunne nu se noget smutte hen over
overfladen. Noget mistroisk spurgte han til hvad det var, for pludselig
var linen meget let. Vi beroligede ham med at fisken blot surfede på
overfladen. I øvrigt kunne vi ikke lyse derud, da det ville få fisken
til at stikke af igen.
Endelig
var han ved vejs ende. Craig fik den store krog i hånden og gjorde sig
klar til at hive fisken ombord. Da han vendte sig om og overrakte Chris
den vandtætte boks, så fødselaren meget mærkelig ud i hovedet, og da
vi andre sang ”I dag er det Chris’ fødselsdag…” gik det op for
ham at det hele var et ”set – up”.
Han valgte at udtrykke sine følelser med et langt aaarrrhhhhh for
sa….., for derefter med krampe i hånd og arm, at åbne den hårdt tilkæmpede
boks. Lakridserne dannede hurtigt et bredt smil på den nu 23 år gamle søulk.
De festlige omstændigheder fortsatte i cockpittet med en romtoddy og en
stor pose slik, og ikke at forglemme de mange grin som episoden skabte.
Endelig
skete det, efter 18 døgn, den 19. juni kl. 6 om morgenen, nåede vi Horta
hovedbyen på Faial. Havnekontoret åbnede først kl. 8, så vi brugte
ventetiden på, at finde en cafe, hvor vi kunne få morgenmad. Vi spiste
alt hvad vi kunne uden at tænke på prisen. Dette måltid havde vi ventet
længe på. Maden er god og billig herude, og det varede heller ikke længe
førend, at ”drengene” fandt ud af at øllene er billige.
Der
blev prøvesmagt i store mængder, og da aftenen var omme kunne nogle
huske, hvad der var sket, og andre ikke!!!!!
Faial
er den ene ud af ni øer som tilsammen udgør Azorerne. Portugal opdagede
øerne i midten af 1400- tallet, og de forblev portugisiske indtil de i
1976 fik delvis selvstyre.
Alle
øerne er dannet pga. vulkansk aktivitet. Det sker stadig, at der fra
havet kommer nye vulkaner til syne. I 1957-58 kom der en lille vulkan-halvø
til syne ved Faials vestkyst. Denne var vi selvfølgelig ude og se nærmere
på, på vores ørundtur. Landskabet minder mest om en helt anden planet
– vulkansten og ingen nogen form for bevoksning. Inden udbrudet var der
et fyrtårn, som advarede sejlerne om kysten, den står nu inde midt i
landet! Et ret specielt syn.
Derefter
blev det tid til at besøge toppen af øen, der består af et
vulkankrater. Vejen derop var ikke taget til en lille bil proppet med fem
sømænd!!! Efter at have nydt synet, blev det tid til at komme hjemad. På
hjemturen kom vi forbi den lille by Flamingos, hvor der tilfældigvis var
noget lignende St. Hans fest – og det var med live band og det hele. Vi
fik hold på vores Peugeot 206 og nød et par timer sammen med
befolkningen i den lille by. Det endte da også med at vi spiste aftensmad
ved en lille skurvogn, en lokal ret bestående af kartofler og noget oksekød.
Derefter trillede vi tilbage til båden.
Pga.
en helligdag havde vi lejet bilen i to døgn, og dag 2 kørte vi ud til en
lille fiskerihavn. Et idyllisk sted, hvor ro var den dominerende faktor.
Det blev kun til en lille tur og en is, da vi havde set hvad der var at se
dagen før.
Der
er tradition for på stedet, at alle skibe inden de afsejler maler et
billede på molen. Det skulle nemlig betyde held og lykke på den videre færd,-
og det vil de fleste jo gerne have, så der er rigtig mange flotte og
mindre kønne malerier. Alle er de dog et kært og sjovt minde om at lige
netop dette skib har lagt vejen forbi her.
Vi
vil jo også gerne have en god hjemtur, så Susan måtte i gang med
pensler og maling, og det er efter vores mening blevet til molens pæneste
maleri!!!!
Vi
regner med at stikke mod Cork, Irland i morgen. Det bliver vores sidste
lange stræk, som ca. vil vare 12 dage. Vi håber, at I stadig kan følge
os via sat-com, men desværre er computeren i perioder begyndt at strejke.
Saltvand og fugt er jo ikke ligefrem finmekanikkens bedste ven.