Nu er der vist igen gået lang tid siden
at vi har skrevet et Dream-Times. Lad os begynde, hvor vi slap:
Der skete jo en udskiftning i besætningen
sidst i januar, hvor Rene og Mike tog hjem til Danmark, og hvor Maiken og
Susan, - to snehvide vinterforfrosne danskere kom til det solrige Cape
Town.
Der var herefter meningen at vi snarest
muligt skulle have sat kursen over Atlanten mod Brasilien. Meeeeen motoren
havde andre planer!!!!!! De to autodidakte mekanikere Dennis og Christoph
prøvede ellers ihærdig at reparere den, men da det hurtig blev for
omfattende, måtte de overlade arbejdet til de lokale mekanikere.
Det blev en lang og sej proces, som endte
med at tage en måned. Arbejdstempoet hernede er ikke imponerende hurtig,
hvilket er meget frustrerende, når vi bare ventede på at komme af sted.
Endelig kom den dag, hvor vi satte sejl
mod Skt. Helena, som er en lille ø, der ligger 1600 sømil fra Cape Town.
Allerede efter et par dage ramte vi den så kendte passatvind, og derefter
havde vi en god og stabil vind resten af vejen.
Alle var glade for at se land, da vi nåede
Skt.Helena efter 13 dages ”cocktails-på-fordækket-sejlads”.
Indklareringen gik smertefrit, og derefter skyndte vi os i land for finde
et sted at spise aftensmad. Valget var nemt, da kun den ene af øens to
restauranter var åben!!!!
Skt. Helena er en del af Common-Wealth,
og der bor 5700 indbyggere på øen. Den er mest kendt for det sted, hvor
briterne holdt Napoleon fanget. I det hele taget bærer øen præg af at
have spillet en rolle i bl.a. Første- og Anden Verdens krig.
På vores søkort så vi der skulle ligge
et vrag lige ude for øen. Vi fandt det på 40 meter vand. Det var et
virkeligt godt dyk, men vi havde en begrænset bundtid pga. den store
dybde. Vraget var meget stor og der var et utroligt maritimt liv. Senere,
inde på øens arkiv fandt vi ud af at det var et britisk forsyningsskib,
der blev sænket af en tysk ubåd, under anden verdenskrig. I slaget døde
42 mennesker. Resten af besætningen blev reddet af de lokale på øen.
Skibet hed ”Darkdale” og det tjener nu som gravplads for de 42,
der døde under slaget.
Der er ingen lufthavn, så alle
forsyninger til øen kommer via båd - hver 6. uge fra Cape Town, og to
gange om året kommer RMS St. Helena fra London. Denne færge/fragtskib
ankom et par dage efter os, og i de tre dage det tog at losse skibet stod
øen på den anden ende. Der var madvarer, biler, en ambulance og meget
meget mere ombord, og ikke mindst posten, hvor Lars fik fornyede
forsyninger hjemmefra.
Efter en uges afslapning begyndte vi på
det sidste store stræk over Atlanten. Som på den første tur havde vi en
god og stabil vind det meste af vejen. Solen var blevet skrappere, men
heldigvis blev vi oftere og oftere kølet af med et godt regnskyl. Det var
herligt når det skete, da det betød ferskvandbad på fordækket. Havde
folk udefra kunne se os, ville de tro, at vi var gået helt fra
forstanden. Lars afferskede tøj i cockpittet, imens han styrede skibet.
Susan sad ved masten og brugte det vand, som bommen samlede op, som en
improviseret bruser. Christoph og Claus rendte rundt på dækket med
vaskeskind på hovedet og vaskede dækket. Ja, det kan absolut ikke have
set helt normalt ud……
Det tog os 12 døgn og 23 en halv time at
nå Fernando de Noronha, som er en brasiliansk naturfredet ø-gruppe, der
ligger 360 sømil fra kysten. Der var ingen indklarering, så det var bare
med at få pumpet dinghien og komme i land.
Noget af det første vi så, var en ung
smuk brasiliansk kvinde i en meget lille bikini, der kom kørende på en
offroader. Der var sket noget af en frigørelse i tøjkulturen siden det
mere stive britisk præget Skt. Helena. Det så dog ikke ud til at genere
de fire mandlige besætningsmedlemmer som tabte mælet ved synet. Susan og
Maiken kan berette at drengene stadig taler meget om dette første møde,
som bliver krydret med de mange daglige observationer af den brasilianske
kultur.
Fernando var jo ikke blevet fredet pga.
deres solbrune badenymfer, men af helt andre årsager, som vi selvfølgelig
skulle se nærmere på. Det befandt sig ved og under vandet, så der
skulle snorkles og dykkes. Vi fik set massevis af delfiner, store
havskildpadder, farverige fisk, en enkel mantaray (djævlerokke).
Dykningen foregik sammen med lokale guider, da området jo er fredet.
Det blev til tre dage på Fernando de
Noronha, hvorefter kursen blev lagt mod Fortaleza, som er en million by,
der ligger midt på østkysten af Brasilien.
Af sikkerhedsmæssige årsager er det
ikke muligt, at ligge for anker, så vi ligger i en lille havn ved et
femstjernet hotel. Det er rent luksus, for vi må benytte os af hotellets
faciliteter, - det bliver til mange daglige ture i poolen.
På mandag skal vi ud og se nærmere på
den berømte brasilianske samba-kultur, hvilket vi ser meget frem til.
Tirsdag er foreløbig blevet valgt som
afskedsdag med Brasilien. Turen går herefter mod Fransk Guyana, nærmere
betegnet Cayenne.
Desværre er vi lidt presset tidsmæssigt,
pga. den ekstra måned i Afrika. Vi skulle jo helst nå at komme til
Caribien inden vi får besøg hjemmefra.
Lars ligger på en klar førsteplads i
udholdenhedskonkurrencen, da han er den eneste der endnu ikke har fundet
vej til McDonalds.
Maiken forsøger ihærdigt at komme først
ind når det gælder bestigningen af det store Aldeota Shopping Complex,
men rygter siger at hun er blevet set snyde ved at benytte sig af
rulletrappen!
Til gengæld kan det meddeles at både
Dennis Østergaard og Claus Thrane tabte konkurrencen i effektive
drabsmetoder, men Dennis’ forsøg på at gasse hele besætningen med
egne kropsgasser var tæt på at lykkedes, og Claus’ gamle trick med at
putte giftige dampe på lagnet fik da også Christoph til at flytte
udenfor, indtil det blev luftet ud igen! Gode forsøg drenge, og vi stoler
på at I har forbedret jeres metoder til næste år!
Christoph blev diskvalificeret i effektiv
udnyttelse af dækket, da han formåede at hænge sin hængekøje op og
sidde og dase den med en pils i hånden alt i mens Susan og Claus sad på
knæ og vaskede tøj under ham!
Når det gælder overlevelsesinstinkter
kan Susan vist roligt se sig selv som vinder, da hun gang på gang har
overlevet Dennis’ forsøg til at kvalificere sig til anden runde af
effektive drabsmetoder! Bl.a kan der nævnes utallige giftige gasser, et
drukningsforsøg og en svedig armhule en tidlig morgen!
Lars ligger klart i ”Pole-position”
hvad angår kampspisning – Claus kommer dog stærkt efter mens Dennis
kun er med fremme når det er søde sager der indtages! Det er helt
imponerende hvad Lars kan indtage – ikke specielt hvad han spiser til
han bliver mæt, men hvad han kan klemme ned hvis det ”alligevel skal
smides ud”. Vi taler noget nær en fordobling fra han egentlig er mæt
– det må siges at være høj klasse!