Besætning:
Dennis, Rene, Christoph, Claus,
Lars
, Mike
Sejladsen
fra Mauritius foregik stille og rolig, vi havde ca. 10 dage på søen, med
alt slags vejr, lige fra kuling til vindstille. Det gik også godt med
vores nye besætningsmedlemmer, Mike og
Lars
, som havde deres første længere
sejltur. Selvom
Lars
havde startvanskeligheder som sømand
på fuldtid og pga søsyge måtte ty til
plaster, så kom han hurtigt op på på
dupperne igen og der var god stemning. Vores mål var oprindelig Durban,
men under turen ændrede vi kurs mod Richards Bay, som skulle være kendt
for et godt mødested for langturssejlere.
Da
vi ankom til havnen i Richards bay, gjorde vi
os alle klar til mødet med Afrika og alle de rygter som man har hørt om
Sydafrika og apartheid. Med alle mand på sin post fik vi lagt til i lystbådehavnen
og vi fik kontaktet de lokale myndigheder, som lovede at komme hen på
formiddagen. Det viste sig ikke at være tilfældet, det lykkedes dem
faktisk ikke at komme før dagen efter. Vi var imidlertid blevet træt af
at vente og var taget på opdagelsestur ind i
landet, dvs. vi var taget ind til det lokale shopping-center
for at få fyldt køleskabet efter turen.
Afrika
har en storslået natur, det viste sig allerede første gang, da vi i
taxaen kørte ud fra havneområdet, løb et par aber ud fra de nært
liggende træer og over vejen.
Vi
havde længe før ankomst aftalt, at vi ville ind i landet for at se hvad
landet havde at byde på af lokale dyr. Umfolozi,
var parken som vores valg faldt på. Parken er privat område og ligger
ca. 150 km fra havnen.
Vi
ankom til parken, i en lejet bil, ved 7-tiden om morgenen. Med søvn i øjene
kørte vi ind i parken og pludselig ”stod” vi ansigt til ansigt med en
giraf, ja vi var faktisk omringet af langhalsede kæmper som var midt i
deres morgen mad. Christoph var ikke helt så
begejstret med mødet med de store væsener.
Pga
af malaria faren var hele besætningen på malaria-piller. Christoph
kunne ikke helt tåle pillerne og besluttede at brække sig efter mødet
med den første giraf. Resten af besætningen holdt udkig inde fra bilen,
for der var også løver i området. Alt i alt fik vi to dage til at gå i
parken, hvor vi fik set alt lige fra hyæner til elefanter.
Efter
to uger i Richards Bay, besluttede vi os at det var tid til at bevæge os
videre sydpå.
Vi
stak ud fra den vindstille havn tidligt om morgenen og satte kurs mod
Durban. Turen varede lidt mere end et døgn, vi fandt en utrolig kraftig
strøm som i samarbejde med en kuling, i al hast fik os sendt afsted
med lynets fart. Det var en hård tur, men det gør ikke så meget, når
man skyder en god fart.
Vi
nåede til Durban, og der ventede der noget af en omvæltning for besætningen,
byen lignede på ingen måde, det vi havde oplevet i Richards Bay, og hvis
der var en præmie til verdens mest stressede by, vil Durban helt sikkert
blive nomineret. Det er næsten uudholdeligt at bevæge sig rundt i byen
og det kan ikke anbefales at bevæge sig rundt ene mand eller kvinde for
dens sags skyld -
og specielt ikke om natten, hvor vi ofte hørte pistolskud.
Vi
blev da også hurtigt enige om at vi hellere måtte komme ud af byen.
Dennis havde tidligere hørt om et bjergområde i nærheden ved navn Drakensberg,
endnu engang lejede vi en bil og begav os ind i landet.
Drakensberg
er et område, der er beskyttet som nationalpark, hvilket man egentligt
godt kan forstå – for naturen er helt fantastisk. Vi tilbragte tre dage
i området, vi traskede rundt i nogle af de forskellige parker som Drakensberg
er opdelt i. Naturen var helt vildt flot – den sidste dag tog vi på hestetur.
Vi må nok indrømme, at det var ret svært at finde storformen frem… og
vi var vist alle godt smadrede i bagdelen dagen efter.
Efter
at have set Drakensberg, stak vi atter til
havs. Vores næste destination blev Port Elizabeth - det var egentligt
ikke meningen, at vi ville have gået ind til Port Elisabeth (havde
forinden hørt, at det var en rå industriby), men vejret tvang os ind,
dvs. vores vejrvindue holdt kortere end vi havde regnet med, hvilket
samtidig resulterede i en ny døgn rekord, 173 sømil fik vi tilbagelagt.
Vi var ikke så vilde med at skulle holde jul i Port Elisabeth, efter at
have været i Durban, havde vi alle ligesom fået nok af storbyer. Vi blev
dog positivt overrasket over byen, faktisk blev vi helt glade for byen.
Vi
var inde at se et helt kanon Oceanarium
– som har ry for at være et af de bedste i Sydafrika. Juleaften blev
fejret med alt, hvad der dertil hører – vi fik faktisk strikket en
rigtig kanon dansk julemiddag sammen, og hyggede os med pakkeleg
og det hele.
Planen
var hele tiden at vi ville have været til den lille lagune ud for byen Knysna,
så kort efter jul
begav vi os i det først kommende vindue ud mod Knysna.
Turen
til Knysna var ret hård – vi bøvlede med
meget skiftende vinde og måtte krydse og håndstyre det meste af turen. Så
det var fedt, da vi endelig nåede til den lille lagune med det svensk
klingende navn.
Knysna
er et herligt sted, vi havde tidligere fået stedet anbefalet af andre
langturssejlere, og denne anbefaling giver vi glad videre til andre, hvad
enten de er sejlere eller blot leder efter et sted at holde ferie.
Indsejlingen
til lagunen er et fantastisk syn, dette sker mellem to enorme klippeskrænter
(the heads) som
fungerer som en naturlig bølgebryder. Under indsejlingen stiftede vi
bekendtskab med den lokale sandbanke – flere af os var ude at hænge i
bommen for at tippe skibet fri igen. Med nød og næppe kom vi fri igen,
og kunne ånde lettet op.
Efter
at have indpasset os til feriestemningen som herskede i den lille idyl by,
begyndte vi at udforske stedet, dette foregik på land ved at vandre ud
til the heads, så
vel som under vandet da vi med dykkerudstyr undersøgte et gammelt vrag
fra 1903, som var sunket ud for den smalle udsejling.
Dykket
krævede en smule planlægning i det at der i indsejlingen hvor dykket
skulle foregå løb ca. 5 knobs strøm, men hvis man planlage dykket således,
at man ankom til stedet 20 min før højvande, havde man nogenlunde roligt
vand ind til ca. 20 min efter højvande, hvor strømmen igen vil begynde
at bruse ud af mod det åbne hav.
Nytårsaften
blev fejret med maner i den lille lagune, specielt af os skøre danskere,
der manglede intet den aften af de våede
varer og yachtklubben stillede fem store griller til rådighed, så den
medbragte mad kunne blive varmet.
Alt
i alt forløb aftenen perfekt og der var dømt endags malaria til alle
mand dagen efter.
Vi
var efterhånden alle sammen begyndt at blive en smule ivrige efter at
runde det berømte Kap det Gode Håb, så da næste vindue igen viste sig
at være på trapperne gjorde vi klar til at forlade den ellers så
hyggelige lille by.
Tidligt
om morgenen hev vi ankeret op, og begav os ud mod udsejlingen. Da vi havde
rundet den lille tange som skilte os fra selve udsejlingen, kom ”the
heads” til syne, alle ombord var ved at tabe
både næse og mund, det var noget af et syn, der mødte os, bølgerne
stod kæmpe høje i den klippefyldte udsejling. Det var på engang både
frygtindgydende og smukt, da vores motor langsomt, men stabilt skubbede os
gennem bølgerne som brækkede ind mod os og land.
Da
vi atter var i åbent vand viste det sig at være perfekt sejlvejr og vi
begav os afsted mod vores mål ”Kap det Gode
Håb”.
Den
efterfølgende dag, tidligt på eftermiddagen nåede vi Sydafrikas’
geografisk sydligste punkt ”Cape Agulhas”
(hvor det Indiske Ocean møder Atlanterhavet) det er utrolig flot at følge
denne Sydafrikas’ sydligste kyststrækning.
Hvad
mere gjorde at det var en utrolig flot tur, var det faktum at vi fik besøg
af stedets naturlige beboere. Først var det en Albatros som kredsede om
det gode skib, for hurtigt at forsvinde ud mod det åbne hav. Hen under
aftenen hørte
Lars
en underlig lyd, det viste sig
at være en flok sydlige retshvaler som
aflagde os et besøg, det varede godt nok ikke længe, men de var der!
Man
må sige at vejret, imodsætning til
tidligere, var med os på dette stræk og det lykkedes os at nå Kap det
Gode Håb i et hug fra Knysna. Desværre var
klokken hen ad 23 da vi nåede selve ”håbet” og det lykkedes os ikke
at se ret meget af kysten. Men hvor var det en fed følelse at runde det
berømte kap – vi havde en vis stolthed i kroppen og en følelse af at
det vi her havde gjort var sgu virkelig noget særligt.
Kap
det Gode Håb har længe været et af de store mål på turen – Derefter
hedder det jo kun nordpå! Vi havde en følelse af at være kommet væsentlig
tættere på gode gamle Danevang. Vi havde
fantastisk godt vejr rundt om kappet og nød det i fulde drag, men vi var
godt klar over at det var med at nyde det mens det stod på. For vejret
hernede kan vende lige så hurtigt, som de radikales holdninger! På få
timer kan vinden vende 180 grader og det tager ikke lang tid for bølgerne
at følge trop! Og at sejle i modvind med høj sø stående ind over båden
er der altså ikke ret meget ved. Det hænger nemlig sådan sammen at hvis
vinden går mod den stærke strøm som løber langs kysten så bliver bølgerne
pisket op – og når hurtigt en 5-6 meter i højden.
Med
god rolig sejlads kom vi videre til Hout Bay
– den lille fiskerby lå ude i morgendisen og vandet var spejlblankt.
Indsejlingen var let, men ufattelig flot – havnen ligger nærmest som i
en gryde omgivet af bjerge. Solen var lige begyndt at titte op over
bjergryggen og kastede et herligt lys ned over byen.
Det
var en glad besætning som stod op dagen efter, vi mente at vi i Durban
havde vi fået storby nok, så i stedet for at ligge os ind i selve Cape Town,
fandt vi frem til Hout Bay, der ligger en
times kørsel med bus syd for Cape Town.
Allerede første dag, efter ankomst til Hout
Bay, besluttede vi os at tage bussen ind til Cape Town.
Næsten alle af os ventede post, så vi var meget ivrige for at komme ind
til posthuset.
Cape
Town, er en storby i alt sin enkelthed. Selve centrum
er skyskrabere skulder ved skulder og enkelte gader med butikker.
Fra
Hout Bay lykkedes det os at arrangere det længe
ventede møde med den hvide haj. Et lokalt dykkerselskab arrangerede kørsel
ned til False Bay, hvor det hele foregår. Kl. 05 om morgenen blev vi
samlet op af en minibus og efter 2 timer, ankom vi til dykkercenteret som
skulle sejle os ud til de store ”fisk”.
Efter
20 min. var vi klar til at hoppe i våddragterne. Der var dog lige det
lille men, at vi manglede æresgæsten, til gildet. ”Morgen” maden
skulle bestå af sprængt ”Grå haj” med skidt fisk som blev hængt i
et net på siden af båden. Efter 10 til 15 min. ankom dagens første
deltager og Dennis og
Lars
var i vandet med det samme. Det
skal jo lige siges, at der jo, selvfølgelig, var et bur som vi gemte os
i. Alt i alt var det en herlig dag og da dagen var omme, var vi alle
sammen glade for at vi havde haft et bur med.
Robben
Island, er en anden turist ”fælde” som Cape Town
kan byde på. Robben Island er Sydafrikas svar
på den Amerikanske fængselø, Alcatrez.
Robben Island er stedet hvor den sydafrikanske
regering gennem årtier holdt politiske fanger, så som Nelson Mandela,
tilbage uden at give dem en retfærdig dom. Men selv som dette ikke er længe
siden at det forholdte sig sådan på øen, er man allerede kommet langt
med hensyn til den sociale udvikling, set fra vores synspunkt i hvert
fald.
Det
lykkedes os at finde et godt tilbud på at leje biler så vi kunne komme
ud og se det berygtede Cape Point, som det ikke lykkedes os at se i mørket,
det var en dejlig dag og der blev knaldet billeder af til den helt store
guldmedalje.
Dagen
kom hvor vi skulle sende Rene og Mike hjem til det kolde nord. Når man
har været seks mand ombord i tre måneder og pludselig ”kun”
er fire bliver der faktisk utrolig tomt på båden, men
denne ”tomhed” varede ikke længe, for efter bare 2 dage var både
Susan og Maiken ankommet – med masser af pakker og saltlakrids fra
Danmark. Det skal blive herligt med noget nyt blod og nogle nye vanvittige
ideer!
Dagen
efter de 2 nye var ankommet blæste det voldsomt op her i havnen – Vi
ligger i en lille bugt, totalt omgivet af bjerge. Når vinden går i Syd
Øst kan vinden accelerere ned ad bjergsiderne og nå temmelig store
hastigheder. Det var ret vildt, men herligt at være i havn i stedet for
ude i åbent hav når det blæser så meget. Det blæste i 2 døgn, dog
altid værst om aftenen – der blev målt vindstød helt op til mellem 85
og 100 knob. Det svarer til en ret god orkan. Ingen kom dog noget til –
vi sprang et par fortøjninger og en fender eksploderede. Ret billigt
sluppet, alt taget i betragtning. Vores nye nødbøje
kunne heller ikke klare vindpresset og brækkede allerede den første dag.
Det
var straks værre for en lidt større båd længere nede af molen – han
var konstant ved at rive sig løs, da hans fortøjninger sprang lige så
hurtig som vi kunne sætte nye på. Et 4 centimeter tykt reb sprang som
var det bomuldstråd, og vores tykke blå fortøjningsreb
som vi venligst havde taget med ned til ham holdt kun små 5 minutter. Det
endte med at han måtte lade køre motoren i fuld bak resten af natten –
for bare at holde den fra molen.