Hej landkrabber.
32'47,5 N
41'56,4 W det er den position hvorfra dette brev bliver formet. De
af jer som har løst gåden ved brug af et atlas, vil nok bistå mig i, at
det er 735 sømil fra øen Faial, der er en del af Acorerne. 735 mil er
det samme som 1361 km, og med en gennemsnitsfart af små 5 knob, bliver
det til endnu 147 timer eller noget der ligner 6 døgn på havet.
Atlanterhavet
er stille som en inddæmmet skovsø, dog med lidt større bølger eller
rettere, det som vi i fagsproget kalder dønninger - altså gammel
sø. Vejret er dejligt, solen skinner, vandet har sin smukke blå farve,
som man kun finder på de store have, men der er mangel på en vigtig vare
nemlig vind.
Nu
er der jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, for
når der ikke er vind kører vi med motoren, og så er der rigeligt med
strøm til at sidde foran pc'en og fortælle røverhistorier.
Vi
har været under vejs i 12 døgn og i det store hele er det gået rigtig
godt. Som jeg skrev inden vi forlod Antigua, ville det blive en tur præget
af ustabilt vejr, herunder vindstille eller perioder med meget lidt vind,
men vi må sige at vi indtil nu er sluppet billigt.
Turen,
de 2175 mil, var på forhånd sat lidt i fiskeriets tegn, for Craig, vores
mand fra New Zealand, Kiwien, ham fra "Down Under" eller som han
selv udtrykte det "the sheep-shagger", havde jo medbragt grej
til den helt store "game fishing"- konkurrence. Så dagligt hænger
der 4 godt monterede fiskestænger, med hver deres store havhjul og
"lures" (gummiblæksprutter og andre gummifisk med store kroge i
enden - det vi alm. dødelige vist bare kalder for blink) til at fange
alle former og størrelser for fisk.
Men
sådan skulle det bare ikke gå. Efter en ellers rigtig god start fra
Caribien, hvor vi fik 2 fisk, en spansk makrel og en barracuda på 7-8 kg
på krogen, er det gået helt i stå. Og vi forstår det simpelt hen ikke.
Vi skifter lures'ne ud, ændre længden af linen og selv farten af skuden
er ændret. Men intet bider på, eller måske skulle jeg sige at intet
levende bider på.
Turen
vi sejler går gennem det område af Nordatlanten, hvor der ofte er
stille, og som omkranses af de store havstrømme. Der bevirker at flydende
genstande, læs affald, kan blive i dette område i lang tid. Og da der
ikke kommer nogen og fjerner skidtet, ophobes det efterhånden til en mængde,
som jeg vil kalde en del. Og det er kun disse finurlige "fisk"
som vi har formået at få på krogen. 2 bøjer, en større plastkasse,
noget gammelt tov og derudover har vi været tæt på at få en
have-giftsprøjte samt billedrøret fra et fjernsyn på krogen. Ja det er
ikke småting vi ser på havet.
Men
nu er det ikke kun fiskekrogene, der kan fange ting og sager. Vores største
fangst tilskrives selve Dream, der med en imponerende fangst af et 8 x 3
meter stort fiskenet, klart bliver vinder af førstepræmien. Hvor længe
det har siddet fast på kølen ved vi ikke, men måske en dag eller to. Vi
kom nemlig til at se det ved et rent tilfælde, i forbindelse med at jeg
skulle gøre en gryde ren og vi samtidig krængede voldsomt.
Dagligdagen
går i sin vante rytme. Vi har alle vores vagttider - der er altid en på
vagt - og fritiden går med læsning af diverse bøger, vi spiller en del
kort, så slapper vi lidt af. Af og til er der noget som skal ordnes,
sejlene skal trimmes eller måske skiftes, eller også tager man sig en
lille fortjent lur, eller forkæler de andre med at lave noget lækkert
bagværk eller måske popcorn. Af og til brydes dagligdagen også af noget
uforudset. Der kan altid ske uheld. Altid!
På
denne tur røg beslaget til forstaget, som sidder på bovsprydet, sig en
tur. Det giver altid en masse larm og bøvl foruden en del arbejde. Og så
skete det selvfølgelig om natten. Vi lavede kun det nødvendige med at få
staget, hvorpå rullesystemet til genuaen sidder på, gjort fast så det
ikke hamrede mod båden. Næste morgen gik håndværkerteamet så i gang
med at lave reparationerne. Hertil blev der brugt noget kæde, et par sjækler
og en ny vantskrue, da den gamle var taget på dybdedyk i Atlanten.
Resultatet blev bedre end forventet, men vi skal nu alligevel have en
svejseklat sat her og der når vi ankommer til Acorerne.
Vores
"ny" indkøbte spiler fra Australien valgte også at sige stop.
Midt om natten revnede den på kryds og tværs, og så er der jo ikke
meget fremdrift i den længere. Man kan sige at luften gik ud af ballonen.
Den burde måske også have været pillet ned en time tidligere, men det
gik jo så godt.
Men
gode oplevelser som at se hvaler og delfiner tilføjes heldigvis også
listen over oplevelser. Craig og jeg så på en vores aftenvagter delfiner
svømme rundt i morilden - som jeg andre gange har skrevet, så er det nok
noget af det flotteste man kan se herude. Hvalerne var en kort fornøjelse.
De havde kurs den modsatte retning så det blev ikke til meget mere end et
minuts tid eller så. Men de var der og måske ser vi flere når vi nærmere
os Acorerne.
Den
13. havde Chris fødselsdag og det skulle jo fejres. Nu er det ikke det
helt store man kan diske op med her midt på Atlanten, så det er om at være
kreativ.
Vi
ved alle at Chris har en stor hang til lakrids, specielt salmiaklakrids, så
vi havde gemt en pose super piratos til ham. For at skabe lidt sjov lavede
vi en lille "case" for ham. Chris' vagt slutter kl. 20,
hvorefter han stille og roligt trisser ned i seng. Da det var sket
begyndte vi på forberedelserne. Lakridserne blev sammen med 2 kg bly fra
dykkergrejet, stoppet i en vandtæt boks, og da kl. slog midnat - og det
dermed var hans fødselsdag - bed der en fisk på krogen. Alle med
undtagelse af Craig, som havde vagten, sov og da fiskehjulet klikkede i
rasende fart, råbte Craig på alle, men mest på Chris. Chris kom op til
hjulet og fiskestangen, og da der var ro på linen begyndte han at køre
ind. Craig sad deroppe og "hjalp" Chris, så linen kørte
ordentligt på hjulet. Men hvad Chris jo ikke vidste, var at han samtidig
justerede stramningen af linen, hvilket betød at "fisken" af og
til stak af med mere line. Det udviklede sig til en ganske hård kamp
mellem "fisken" og Chris, der jo ikke ville give op, for fisk
var jo ikke lige det vi havde fået mest af.
Alt
imens kampen kørte på højtryk på agterdækket, kom vi andre "sløve"
padder op, og vi fulgte nøje kampen med høje motiverende tilråb og et
videokamera..... Chris' arm var nu ved at gå i krampe, og Craig lod fisken
tage en anelse mere line - hvilket kun førte til flere tilråb fra
tilskuernes side. Den tidligere søvnige, nu ivrige lystfisker, lagde alle
og også de sidste kræfter i fiskehjulets håndtag, og han kunne nu se
noget smutte hen over overfladen. Noget mistroisk spurgte han til hvad det
var, for pludselig var linen meget let. Vi beroligede ham med at fisken
blot surfede på overfladen. I øvrigt kunne vi ikke lyse derud, da det
ville få fisken til at stikke af igen.
Endelig
var han ved vejs ende. Craig fik den store krog i hånden og gjorde sig
klar til at hive fisken ombord. Da han vendte sig om og overrakte Chris
den vandtætte boks, så fødselaren meget mærkelig ud i hovedet, og da
vi andre sang "i dag er det Chris' fødselsdag..." gik det op
for han at det hele var et "set - up".
Han valgte at udtrykke sine følelser med et langt åårrrhhhhh for
sa....., for derefter med krampe i hånd og arm, at åbne den hårdt tilkæmpede
boks. Lakridserne dannede hurtigt et bredt smil på den nu 23 år gamle søulk.
De festlige omstændigheder fortsatte i cockpittet med en romtoddy og en
stor pose snolder, og ikke at forglemme de mange grin som episoden skabte.
Hvad
de næste dage kommer til at byde på, glæder vi os til at se. Men ellers
ser vi frem til at anløbe øgruppen, hvor nye udfordringer og oplevelser
venter. Hvad det er for nogen skal jeg fortælle om en anden gang.
Ha'
det godt sålænge, og så håber jeg at vi ses den 27. juli når vi anløber
Esbjerg. Kig lidt på
hjemmesiden for mere information, når tiden er ved at nærme sig.
Atlanthilsner
fra René